Guides

Husk disse tips til din næste vandretur

Vandreture

Nogle gange er det vigtigt, at vi kommer væk fra hverdagens stress og jag. Og nogle gange er den bedste medicin – den stærkeste kontrast til vores daglige liv – naturen. At komme ud i det fri, ud i den friske luft, bruge kroppen og trække vejret dybt. Ikke at tænke på e-mailindbakken, de sociale medier eller andre forpligtelser, som minder om sig selv fra mobilen.

At gå på vandretur er en rigtig god ting at gøre, hvis du ikke har råd eller tid til at tage på en rejse, men hvis du stadig har brug for at komme lidt ud og væk. Du kan selvfølgelig tage på vandretur herhjemme i Danmark, men også Tyskland, Sverige og Norge er oplagte muligheder, der alle kan give dig gode og spektakulære oplevelser i naturen.

Hvis du skal af sted på en længere vandretur, måske en hel dagstur eller en weekendtur, er der nogle gode overvejelser at gøre sig, inden du tager af sted. Som mennesker er vi vant til at gå, men ikke nødvendigvis en hel dag og heller ikke i terræn. Så hvad skal du forberede dig på, inden du skal af sted på vandrefødderne?

Hvordan forbereder du dig?

Det er en god idé at planlægge din rute, hvis det er en længere strækning, før du tager af sted. Det kan være, du vil gå fra en by til den næste. Anskaf et kort over området, du gerne vil vandre i, og optegn en rute. Der skal naturligvis være plads til afstikkere – det er helt i orden, at du har en grov skitse af en rute, og at du så giver dig selv mulighed for, at du kan lægge ruten om. Så længe du har sat dig en smule ind i området, skal det nok gå.

Hvis terrænet, der hvor du gerne vil vandre, er udfordrende, er det vigtigt, at du rådfører dig med lokale, der kender området, eller evt. folk, der har erfaring med at vandre i området. I nogle tilfælde kan sikkerhed være en faktor, og det er derfor vigtigt, at du vælger en vandrerute, der har en ”sværhedsgrad”, der matcher dit niveau. En god idé, inden du skal af sted, lige meget hvilken form for rute du tager på, er at forberede kroppen gennem motion. Du kan allerede nu starte med at forberede dig ved at dyrke motion, lave konditionstræning og styrketræning. Så undgår du, at benene syrer til, eller at du må opgive vandreturen og vende hjem på grund af træthed og fysisk udmattelse.

Hvad skal du have med?

Det er vigtigt at overveje, hvad du skal have med på vandreturen. Der er mange ting, der er gode at have med, men på samme tid skal du huske på, at du ikke har et bagagerum at smide det hele ind i. Eller en bagagebærer for den sags skyld. Hvis du skal ud på en længere rute, evt. med overnatning i en anden by, end der hvor du starter, så er det dine ben, der skal bære på alt hele vejen.

Derfor: Pak med omtanke. Nogle af de ting, der er allervigtigst at have med er blandt andet gode vandresko. Det handler om at være rigtig god ved dine fødder, for det er dem, der skal gøre alt arbejdet. Gode vandresko, der kan ånde, der er lette og behagelige at gå i, og som er vandtætte og kan rengøres efter en eventuel gang mudder. Det er også vigtigt med en god rygsæk – eller backpack – og selvfølgelig påklædning til alt slags vejr. Hvis der er varmt, så en åndbar jakke, hvis der er køligt, så lag på lag-påklædning, og hvis det regner, er det selvfølgelig vigtigt med godt og isolerende regntøj. Det tager ikke mange sekunder at blive våd, men flere timer at blive tør igen. Derfor er regntøj et must på en vandretur ud i naturen – særligt heroppe nordpå. Rigtig god fornøjelse med din vandretur – pas på jer selv!

Btch

The author Btch

Leave a Response